Der er tre fundamentale problemer med mediernes dækning af krigen i Ukraine

Denne kronik er forfattet af Asbjørn Slot Jørgensen lektor, Staffan Dahllöf freelancer og underviser og Roger Buch forskningslektor, alle tilknyttet Danmarks Medie og Journalisthøjskole. 
Kronikken er også bragt i Politiken den 11. april.
 

Det er nødvendigt med en åben, rationel og kritisk offentlighed for at løse samfundsproblemer bedst muligt. Medierne er vigtige medskabere af en sådan offentlighed, hvor vi diskuterer fælles problemer og løsningsforslag. Det gælder særligt udenrigspolitikken, hvor borgerne sjældent har førstehåndkendskab til begivenhederne - i modsætning til national- og især lokalpolitik, hvor borgerne ofte selv er øjenvidner eller i egen hverdag mærker politikken og dens konsekvenser. I udenrigspolitikken er hele samfundet i særlig grad afhængigt af kritisk og balanceret journalistik.

Når der udbryder krig, er et af det første krigsofre mediernes selvstændighed og evne til kritisk refleksion. Det er velkendt og forståeligt, givet den ekstremt hurtige militære og politiske udvikling time for time. Men mediernes flokimmunitet mod andre beskrivelser end den gængse udfordrer samfundets mulighed for at handle optimalt: Fordi et skævvredet mediebillede kan give politikerne og borgerne et fejlagtigt vidensgrundlag; og fordi et skævvredet billede af virkeligheden kan skabe stemninger i samfundet, som presser politikere til uhensigtsmæssige beslutninger.

Et klassisk værk, som beskriver mediernes ”tilfangetagelse” under krige, er Phillip Knightleys bog The First Casualty: The War Correspondent as Hero and Myth-Maker from the Crimea to Iraq. 
Bogen viser gennem krig efter krig, hvordan medier - når et land går i krig - mister den kritiske sans, bliver partiske og nationalistiske og bevæger sig væk fra journalistikkens idealer.

Dækning af international politik er generelt vanskelig i forhold til journalistisk dækning af national og lokal politik. Dels fordi kontakten til kilderne er langt mindre, dels fordi international politik er omgærdet af mere hemmelighedskræmmeri, og simpelthen fordi emnerne er mere komplekse og abstrakte.

I en krigssituation mangedobles problemerne: Kilderne lukker i for information og skruer op for misinformation. Helt banale oplysninger bliver utilgængelige: Er en by besat eller stadig under regeringskontrol? Er der dræbt 1.000, 7.000 eller 15.000 soldater?

Både konkrete hændelser på slagmarken og politiske beslutninger langt fra fronten sker i et opskruet tempo.

I de to første uger efter angrebet på Ukraine traf ikke blot Ukraine og Rusland, men også EU, NATO og de enkelte vestlige lande monumentale økonomiske, militære og politiske beslutninger, som i normale situationer kunne have taget år eller årtier. Medier og journalister skal altså rapportere om store vigtige begivenheder under et ekstremt tidspres, med få og usikre kilder, og under beskydning med propaganda og modpropaganda.

Danske medier har - når man ser på de enkelte indslag og artikler - i det store hele dækket Ruslands angreb på Ukraine godt og korrekt. Problemerne ligger i højere grad i det samlede billede end i den enkelte nyhedshistorie. Et nærmere blik afslører ikke blot svagheder, men også fundamentale problemer.

Vi vil her diskutere tre grundlæggende problemer.

Det første problem: Generelt ses de enkelte nyheder, begivenheder og informationer gennem en pro-ukrainsk linse. Når usikre tal, oplysninger eller udviklinger skal fortolkes, nævnes usikkerhed og forbehold, men konklusionen peger oftest i Ukraines favør.

Det er forståeligt mod en baggrund af åbenlys russisk aggression og ødelæggelse, de håbløse betingelser for fri og kritisk journalistik fra den russiske side og den tæt på enstemmige politiske fordømmelse af invasionen.

Men det er ikke nødvendigvis så tæt på den sande beskrivelse, som det er muligt at komme. Selv om Rusland politisk er fjenden, er det vigtigt, at medierne ikke mister deres kritiske og selvkritiske sans.

Et andet problem er, at adfærd fra den ene krigspart i mediedækningen behandles anderledes end tilsvarende adfærd fra den anden krigspart. Det russiske militærs ødelæggelser er langt mere omfattende og alvorlige end Ukraines, med for eksempel bombninger af civile byområder og likvideringer af civile. De seneste ugers rapporter og billeder har desværre lagt nye dimensioner til dette. Men både Rusland og Ukraine overtræder tilsyneladende krigens spilleregler, som de er fastlagt i bl.a. Genève- og Haag-konventionerne. Et ukrainsk eksempel er brugen af krigsfanger i propagandaen, som ikke dækkes særligt kritisk. I nogle tilfælde omtales videoerne med krigsfanger uden at slå fast, at brugen af sådanne videoer er ulovlige ifølge disse konventioner.[i] DR-programmet Deadlines fortrydelse af at have bragt en fangevideo illustrer det dilemma, men få udenfor fagbladet Journalistens læsekreds vil opdage den retræte. (fodnote ia).

Dobbelte standarder findes også i beskrivelsen af andre lande end de to krigsførende. En TV2-korrespondent blev eksempelvis den 14. marts spurgt, hvorfor USA presser så meget på for at forhindre Kina i at støtte Rusland økonomisk og med forsyninger og militært materiel. Svaret lød: ”Fordi det underminerer det redningsforsøg, man er i gang med fra Vestens side og fra NATOS side på at undgå at Ukraine bliver indlemmet fuldstændigt i Rusland. Hvis kineserne begynder at yde militær hjælp og i virkeligheden udfylde de huller, der måtte være i det russiske forsvar, så gør kineserne sig jo til krigspart.” Den vestlige militære støtte er altså et 'redningsforsøg', mens en tilsvarende kinesisk støtte gør Kina til en 'krigspart'.

Der findes også en dobbeltmoral, hvor noget som beskrives som dybt angribeligt i Rusland, beskrives som acceptabelt i Danmark eller EU.

Et åbenlyst - og i vores optik som mediefolk det alvorligste – eksempel er lukningen af adgangen til russiske medier i EU’s 27 medlemslande. EU’s censur (eller officielt distributionsforbud af de russiske medieplatforme) indebærer, at det er forbudt ”at udsende eller muliggøre, lette eller på anden måde bidrage til udsendelse af indhold fra de juridiske personer, enheder eller organer, der er opført på listen i bilag XV (omfatter redaktionerne for RT og Sputnik)[ii]. Det er videre forbudt at ”deltage i aktiviteter, hvis formål eller følge er at omgå forbuddene”.[iii]

Det vil formentlig også være ulovligt at videregive indhold fra RT og Sputnik, fx at re-tweete RT-materiale.

Distributionsforbuddet er ifølge forordningen ”I overensstemmelse med de grundlæggende rettigheder og friheder, ... navnlig med retten til ytrings- og informationsfrihed”, fordi disse mediers medarbejdere stadig godt må udføre ” andre aktiviteter end udsendelse, f.eks. research og interviews.”[iv]

De må bare ikke offentliggøre resultatet af deres arbejde. Argumentationen - at et medieforbud er i overensstemmelse med ytrings- og informationsfrihed - minder i sin absurditet om den russiske argumentation, at krigen ikke er en krig men en speciel militær operation.

Af EU-forordningens indledende tekst, præambel, fremgår, at forbuddet bør opretholdes, indtil aggressionen mod Ukraine er bragt til ophør, og indtil de russiske medieforetagender ophører med at propagandere. Selv hvis der bliver indgået en fredsaftale, vil forbuddet altså bestå, så længe RT og Sputnik agerer, som vi kender dem. Er det i et demokrati forsvarligt at forbyde propaganda? Og hvad med USA-medierne Radio Free Europe/Radio Liberty, der opererer i Europa og har lignende propaganda-formål vis-a-vis Rusland?

I Grundlovens § 77 står: ”Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres.” Hvordan EU-forordningen kan gennemføres uden at være et grundlovsbrud, har vi ikke set danske nyhedsmedier diskutere eller fremhæve i nyhedsrapporteringen.

Ved præsentationen af Tibetkommissionen II udtalte justitsminister Nick Hækkerup, at det er ”selvfølgelig helt uacceptabelt, at ytringsfriheden og forsamlingsfriheden er blevet trådt under fode i forbindelse med officielle kinesiske besøg i årene fra 1995 til 2013.” Politiken skrev på forsiden, at "Ministerium og PET satte Kina over grundloven".

Sammenlignet med den klare og markante dækning af Tibetsagen ift Danmarks grundlov er det forbavsende, hvor lidt omtale EU-beslutningen om at blokere de russiske medier – herunder andre mediers genfortælling af russiske mediers indhold - har fået.

Man kan hævde, at de russiske medier - på grund af deres ensidighed og regeringsvenlige propaganda - ikke er rigtige nyhedsmedier. Men ensidighed kan også diskuteres i forhold til fx amerikanske Fox News som gennem mange år har været en af de nemmest tilgængelige kilder til den russiske propanda. Og man kan diskutere, om både CNN og Fox i deres politisk inficerede ensidighed overhovedet kan sammenlignes med mere balancerede medier i Danmark, Norden og Europa. Men en sådan gradbøjning af medier er juridisk meningsløs, EU-forordningen omtaler da også RT og Sputnik netop som medieforetagender. Så den juridiske spidsfindighed er slet ikke på spil: EU begrænser mediers mulighed for udbredelse. Og i øvrigt er diskussionen om medie eller ej underordnet, for hverken på EU-niveau eller i den danske grundlov er ytringsfrihed begrænset til medier; ytringsfrihed er også en rettighed for borgerne.

Et tredje problem er, at der lynhurtigt opstår konsensus om store sandheder, som normalt ville være til debat og diskussion: at årtiers politik i forhold til Rusland var forfejlet, og at vi (og især tyskerne) var naive og/eller forfulgte egne særinteresser. Det kan være rigtigt nok, men på den anden side er det omfattende samarbejde med Rusland netop grunden til, at Vesten kan ramme Rusland hårdt med økonomiske sanktioner. Uden samarbejde havde Vesten været fuldkommen magtesløse. Den sandhed drukner i den brede konsensus om at fordømme de seneste 30 års politik.

En sådan ensidighed undergraver muligheden for at forstå, hvad som gik galt.

Og endnu værre: Ensidigheden svækker en rationel og åben diskussion af, hvilken kurs overfor Rusland som vil være klog efter krigen. Herunder om økonomiske sanktioner er den rigtige metode.

Set fra medieside er det påfaldende, at danske og nordiske mediers beskrivelse af Rusland i bred forstand har været mangelfuld og skæv i årtier før invasionen: få russiske kilder, og det meste har været set fra et dansk/vestligt perspektiv. Sprogproblemer, svært tilgængelige kilder, skæv kulturel påvirkning og andet kan forklare denne skævhed.

Ruslands ageren uden for Rusland har også betydning; Rusland har fyldt rigtig meget i medierne, men mest for aktivitet uden for Rusland: Nordstream 2, spion-forgiftning, nedskydning af passagerfly i Ukraine, Krim-annektering, trolls og disinformation ved USA-valg, hacker-angreb osv. Det har givet mindre plads til at dække Rusland "hjemme" for derigennem også at forstå Rusland og russere bedre.

Fra russisk magthaver-perspektiv har Vesten siden Sovjetunionens opløsning målrettet gået efter en inddæmning af Rusland. Rusland peger på, at Vestens uforpligtende løfter om ikke at udvide NATO mod øst var værdiløse. Tværtimod rykkede NATO mod øst, og NATOs styrker står på grænsen til Rusland. Rusland føler sig under pres og opfatter Vesten som frembrusende og aggressive. Rusland har løbende protesteret imod udviklingen, som det senest den 28. marts 2022 blev opridset af Putins talsmand Dmitri Peskov i et interview med den amerikanske tv-station PBS:

”I er nødt til at forstå Rusland. Hvad var årsagen til at starte denne (militære) operation? I to årtier har vi fortalt det samlede Vest, at vi er bange for NATOs bevægelse mod øst. Vi er også bange for NATO, som kommer tættere på vores grænser med militær infrastruktur. Tag venligst hensyn til det. Pres os ikke ind i et hjørne. Nej.

Så sagde vi, hør nu her, vi er ikke glade for kuppet i Ukraine (i 2014). ... Ingen reaktion. Så sagde vi, vi er ikke glade for udsigten til at Ukraine kommer med i NATO, fordi det vil true os yderligere og det vil ødelægge balancen i den gensidige afskrækkelse i Europa. Ingen reaktion. Så sagde vi, vi vil have et ligeværdigt forhold. Vi skal tage hinandens bekymringer i betragtning. Hvis I ikke tager vores bekymringer i betragtning, så bliver vi en lille smule nervøse. Ingen reaktion overhovedet.”

Interviewet viser en verdensopfattelse, som på mange punkter er diametralt modsat vestlig verdensopfattelse. I Vesten ses NATOs udvidelse som udtryk for demokratiske staters frie valg for at søge sikkerhed, mens den i Moskva ses som en militær og sikkerhedsmæssig trussel. I Vesten ses den ukrainske Maidan-revolution i 2014 som et folkeligt oprør, mens den hos magthaverne i Moskva og bredt i Rusland ses som et udemokratisk kup. I Vesten ses Rusland som aggressiv, mens den russiske ledelse ser NATO og især USA som de aggressive.

Den russiske opfattelse kan affærdiges som propaganda, misforståelser eller politisk spin. Men selve opfattelsen bør tages alvorligt af vores medier, fordi den formentlig afspejler de russiske rationaler, og derfor skal den vestlige modstrategi bygges på en korrekt forståelse af den russiske verdensforståelse.

Bemærk, forståelse er ikke det samme som accept eller enighed. At dække, beskrive og analysere Ruslands syn på krigen er ikke udtryk for nogen som helst form for enighed i eller sympati for Ruslands brutale angreb på Ukraine, annekteringen af Krim eller russisk militær støtte til Syriens diktator.

Men det er vigtigt, at den demokratiske offentlighed i Danmark har en solid forståelse af Ruslands verdenssyn og motiver. Ellers kan der ikke udvikles en rationel og optimal strategi for at håndtere Rusland. Angrebet på Ukraine er næppe udtryk for et anfald af storhedsvanvid, sindssyge eller senilitet hos Putin. Det er mere sandsynligt en – i russisk perspektiv - rationel geopolitisk reaktion på inddæmmende og undergravende vestlig strategi siden Berlin-murens fald i 1989.

Med invasionen sendes et voldsomt signal både indadtil og udadtil. Rusland og Putin har i 20 år udtrykt utilfredshed med Vestens politik. Og Vesten har - i russisk forståelse - ikke lyttet efter. Læses Putins taler gennem de seneste 20 år, er der nærmest en rød tråd hele vejen frem til angrebet på Ukraine. Det betyder ikke, at NATO skulle have undladt sine udvidelser, men måske kunne udvidelsen være sket med større inddragelse og imødekommelse af Rusland, der oplever Vestens sikkerhedsskabelse som usikkerhedsskabelse for Rusland. Udvidelsen af NATO er ikke selve problemet, men måden, udvidelsen skete på, kunne måske være gjort bedre.[v] Og her er det, at medierne nok i højere grad kunne have fremlagt, analyseret og kritiseret Ruslands rationaler og verdensforståelser. Hvor mange danske medier omtalte eksempelvis interviewet med Dmitri Peskov den 28. marts? Eller diskuterede det skelsættende dokument om en ny verdensorden fra Putin og hans kinesiske kollega Xi Jinping fra den 4. februar?

Hvis Vesten vil vinde kampen imod tidens autokratiske tendenser, må Vesten 100 procent leve op til sine egne idealer og værdier. Ellers bliver dobbelthed, partiskhed og manglende respekt for egne værdier brugt af autoritære regimer og antidemokratiske kræfter til at påpege hulhed og dobbeltmoral i demokratierne. Samtidig kan et skævt mediebillede undergrave den demokratiske offentlighed og svække mulighederne for at træffe de rigtige og optimale politiske valg i en krisesituation.

Demokrati er ytringsfrihed og pressefrihed – også for medier, som er i lommen på indenlandske eller udenlandske autokrater. Demokrati har brug for frie, kritiske og balancerede nyhedsmedier – som også stiller de kritiske spørgsmål til vores egne politikere, selv når politikerne står i entydig konsensus. Demokrati har aktuelt brug for en nyhedsdækning, hvor konsensus om den russiske aggressions ulovlige grusomhed ikke udelukker kritisk granskning, herunder granskning af den truende interne svækkelse af vore egne friheder og rettigheder.

Det er ikke for sent endnu, men det haster.

Ellers bliver danske medier også et krigsoffer – selv om Danmark ikke selv er i krig.

 

FODNOTER:

[i] https://nyheder.tv2.dk/udland/2022-03-09-sociale-medier-har-faaet-en-helt-saerlig-rolle-i-krigen-i-ukraine

[ia] https://journalisten.dk/dr-fortryder-usloeret-video-af-krigsfange/

[ii] Forordning 2022/350 Artikel 2f (https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=CELEX:32022R0350)

[iii] Forordning 2022/350 om ændring af artikel 12 i forordning 833/2014 indført efter Ruslands annektering af Krim.

[iv] Forordning2022/350 præambel 11

[v] https://www.foreignaffairs.com/articles/russia-fsu/2021-10-19/containment-beyond-cold-war