Skip to main content

Gravercentret bliver til en forening

Lovtekniske grunde gør, at Gravercentret ikke formelt kan ligge under Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, men skal være en selvstændig juridisk person i form af en forening. Roger Buch blev på den stiftende generalforsamling valgt til foreningens første formand. 

Gravercentret bliver til en forening
Foto: Soffi Chanchira Larsen

Det har vist sig, at Gravercentret ikke kan rummes under den lovgivning, der gælder for Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Til gengæld betyder foreningskonstruktionen, at centret kan gennemføre alle de aktiviteter, som blev besluttet, da Gravercentret blev bevilget støtte af folketingets partier med medieaftalen.

Gravercentret bevarer den samme praktiske tilknytning til DMJX som hidtil, blandt andet holder centret til i lejede lokaler på DMJX i Aarhus og vil fortsat indgå i en række samarbejdsrelationer med DMJX.

Den nye forening blev stiftet tirsdag eftermiddag. Her blev vedtægterne godkendt, og der blev valgt en bestyrelse, som består af Julie Sommerlund, rektor DMJX, Roger Buch, forskningslektor DMJX, Nils Mulvad, redaktør Kaas og Mulvad, Karen Keinicke, chefredaktør Det Nordjyske Mediehus, Tanja Nyrup Madsen og Poul Kjærgaard, chefredaktør Fyens Stiftstidende.

Bestyrelsen valgte Roger Buch til foreningens første formand. Han udtaler:

“Den nye forening her ét formål: at levere den styrkelse af undersøgende journalistisk om lokale og regionale sager, som blev besluttet i medieaftale i 2022 og bekræftet i den justerede medieaftale 2023-2026. Gravercentret er allerede i fuld gang med at udvikle og styrke den undersøgende journalistik. Det arbejde fortsætter med fuld styrke hen over denne organisatoriske justering.”

Foreningens vedtægter kan ses her.