Skip to main content

Her er de 4 mest udbredte indtægtskilder for podcast-udgivere

Drømmer du om at tjene penge på din podcast? DMJX har spurgt landets podcast-udgivere, hvordan de får slanter for sliddet. Her guider vi dig til de fire bedste måder. 

Her er de 4 mest udbredte indtægtskilder for podcastudgivere

Mange podcastere producerer indhold for hyggens skyld og bruger mediet som en platform til at dele deres interessefelt med andre. Men rigtig mange anser det samtidig eller primært som et job, hvor indtjening er en nødvendig del af projektet.

Aske Kammer og Thomas Spejlborg Sejersen fra DMJX har spurgt 1544 udgivere, som står bag 2529 identificerede dansksprogede podcasts, hvordan de tjener penge på indholdet.
Undersøgelsen er en del af forskningsprojektet ’Forretningsmodeller og fremtidsudsigter for det danske podcast-marked’.

Uden at gå i detaljer omkring økonomien for de enkelte udgivere, tegner undersøgelsen et billede af, at fire modeller giver de bedste muligheder for indtjening:

1. Annoncer og kommercielle partnerskaber

Når brugerne lytter gratis til dit gode indhold, bliver de gerne hængende selv om der reklameres for diverse produkter før eller under lytningen.
De to mest almindelige annonceformater er 1) de klassiske reklamespot, hvor udsendelsen bliver afbrudt af en reklame for eksempelvis McDonald’s og 2) kommercielle partnerskaber, hvor producenten enten indgår et længerevarende samarbejde med en virksomhed eller laver en kort aftale for enkelte afsnit.

Knap halvdelen af danske podcasts, som har en kommerciel ambition, tjener penge gennem annoncering.

2. Crowdfunding

En superpopulær måde at tjene til dagen og vejen er gennem crowdfunding, hvor tilfredse lyttere betaler direkte for indholdet - hvis de har lyst.
Det er typisk et fast beløb for et afsnit eller om måneden eller for en sæson. Men det kan også være det, man lige kan undvære eller har lyst til at give.  
Betalingen kan eksempelvis gå via mobilepay eller via den app, man lytter gennem.

Omkring hver femte udgiver af danske podcasts har indtjening gennem crowdfunding. Flere kombinerer crowdfunding med annoncemodellen, som er beskrevet ovenfor.

3. Løn og honorar

Podcast er et håndværk. Og hvis du er god til det, er der mange, som vil betale. Det kan eksempelvis være et public service-medie som DR eller Radio4, der giver løn eller køber produktioner, lavet af enkeltpersoner eller af et produktionsselskab.
Der er også virksomheder og organisationer – alt fra Rema 1000 til Folkekirken – som betaler professionelle podcastere og selskaber for at lave godt indhold, som ofte ikke handler om selve virksomheden, men om indhold, dagsordener og historier, som kan kobles til organisationen.

Over halvdelen af podcasterne tjener penge på den måde.

4. Afledte indtægter

Konceptet er enkelt: Skab en podcast med en stor fanskare eller færre, men trofaste lyttere. Podcasten er gratis for lytterne. Men de vil have mere – og er klar til at betale for afledte produkter.  
Det kan være små og store live-events eller bøger med de bedste råd, historier eller citater fra podcasten. Eller det kan eksempelvis være merchandise som kopper og T-shirts eller langt dyrere produkter.

Under hver tiende af podcasterne har indtjening på produkter, som er direkte afledte af deres podcast.

Få rapporten ’Forretningsmodeller og fremtidsudsigter for det danske podcast-marked’

Aske Kammer er docent i medieøkonomi og Thomas Spejlborg Sejersen er adjunkt på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. De har gennem knap halvandet år undersøgt forretningsmodeller og fremtidsudsigter for det danske podcast-marked.

Resultaterne blev offentliggjort på en podcast-konference den 28. februar. Samme dag udkommer rapporten 'Forretningsmodeller og fremtidsudsigter for det danske podcast-marked', som du kan læse og downloade her.