Mediernes eksperter: Vi skubber til holdninger og handlinger

Hvornår er forskere ikke længere uvildige, men i stedet aktivistiske?
Er det ok, når journalister aktivt siger #rydfladenforklimaet?
Oplever forskere at blive brugt af medier, som har en aktivistisk dagsorden?
Er det aktivisme, når medier målrettet arbejder for en bedre kønbalance - og er det (også) aktivisme, hvis de bevidst vælger at lade stå til?

Temaet for Aarhus Universitets og Danmarks Medie- og Journalisthøjskoles tilbagevendende konference om ’den gode relation mellem forskere og journalister’ var i år ’Neutralitet eller aktivisme’.

Det hyperaktuelle emne blev diskuteret af to skarpe paneler, ligesom forskere fra DMJX og AU præsenterede tre aktuelle forskningsprojekter. Niels Krause-Kjær modererede slagets gang, som foregik på en eftermiddagskonference i Tvillingeauditorierne på Aarhus Universitet den 26. oktober.

Efter at prodekan på Arts, Aarhus Universitet, Anne Marie Pahuus, havde budt velkommen, blev bolden givet videre til det første panel, som diskuterede, hvordan forskere udvælges samt, hvordan forskning præsenteres i medierne.

Panelet var: Katrine Rosenbæk, nyhedsredaktør, Femina Update Tim Jensen, lektor emeritus på religionsstudier, Syddansk Universitet, Lene Aarøe, lektor i politisk psykologi ved Statskundskab, Aarhus Universitet og Søren K. Villemoes, journalist på Weekendavisen.

I en hed debat kom panelet omkring blandt andet politiserende forskere, journalister, som vælgere nyttige ekspertkilder, mediernes fokus på kønsbalance, hadefuld tone på sociale medier og samarbejdet mellem forskere og journalister.

- Journalister ringer til de kilder, som leverer. Dem der gerne vil udtale sig og som har holdninger og er skarpe, sagde Katrine Rosenbæk.

- Jeg var villig til at tage en risiko; at tale om noget, som ikke var mit specialeområde. Det er et svært game. Jeg har også utrykt min egen uforbeholdne mening, som engageret forsker. Og det betyder, at så har jeg blandet mig i politik. Jeg er forsker hele døgnet og borger hele døgnet. Det er svært at skille forsker Jensen og hr. Jensen. Men man risikerer at sætte forskningens ry som værdifrit på spil. Man får snavsede fingre, sagde Tim Jensen.

- Hvor starter forskningen og hvor starter holdningerne? Det kan være svært for forskere at trække en tydelig linje. Der er forskningsmiljøer, hvor alle har samme holdning. Hvor forskerne altid finder det, de leder efter. Hvor de taler med hinanden i en antagelse om, at alle er enige. Forskere må gerne have holdninger, men manglende holdningsdiversitet er et problem, sagde Søren K. Villemoes.

- Mange har ekspertise, men finder ikke vej til journalisterne, som altid ringer til de samme.

Vi skal som forskere generalisere for at formidle. Men vi må ikke overgeneralisere. Vi skal trænes i at lave de afvejninger for at opfylde vores demokratiske rolle, men ikke ødelægge og underminere vores egen autoritet, sagde Lene Aarøe.

Tre forskningsprojekter præsenteret

Professor ved School of Culture and Society på AU, Lene Kühle, præsenterede spritny forskning sammen med Morten Brænder, som er leder af Center for Journalistiske Universitetsuddannelser.

De har på baggrund af over 20.000 artikler fra Videnskab.dk undersøgt, hvilke verber, journalister bruger, når de citerer forskere samt, hvilke verber, forskerne bruger om sig selv, når de skriver artikler.

Undersøgelsen viser, at journalisterne primært bruger verberne ’siger’, ’forklarer’, uddyber’ og ’påpeger’, mens forskerne i deres egne artikler supplerer med verber som ’føler’, ’hævder’, ’synes’, ’antager’ og ’vurderer’.

Desuden ’synes’ forskere inden for humaniora og samfundsvidenskab, mens forskere inden for de øvrige videnskaber i langt højere grad skriver, at de ’vurderer’.

Brugen af verber har stor betydning for, hvordan forskerne opfattes.

Mandlige ekspertkilder 'vurderer', mens de kvindelige 'siger'

Line Schmeltz og Anna Karina Kjeldsen, som er hhv. docent og lektor ved DMJX’ Institut for Kommunikation, præsenterede ny forskning om præsentation og repræsentation af kvinder og mænd i medierne. 

De har undersøgt, hvordan mænd og kvinder optræder på billeder og i artikler, herunder hvilke emner, de medvirker i og hvilke roller, de har.

Danmark ligger på et internationalt gennemsnit, hvor cirka hver fjerde kilde i de undersøgte aviser er en kvinde. For ekspertkilder er forskellen endnu større. Blot hver femte ekspert i danske medier er en kvinde.

Samtidig viser undersøgelsen, at mænd generelt fremstilles som stærke og troværdige (etos), mens kvinder fremstilles som svagere, søde og sårbare (patos). Dette gælder for alle stofområder, dog i laves grad, når det kommer til ekspertkilder. 

DMJX-forskerne har også kigget på verber, nemlig, hvilke verber, som benyttes i forbindelse med ekspertkilder. Her er det en klar tendens, at de kvindelige ekspertkilder oftest ’siger’, mens mændene ’vurderer’. Det gør, ifølge forskerne, mændene troværdige, mens kvinderne neutraliseres.

Mange klimaeksperter med private interesser

Lektor Kresten Roland Johansen fra Institut for Journalistik på DMJX præsenterede en ny undersøgelse, som han har lavet med kollega Jakob Dybro Johansen, om mediernes valg af ekspertkilder i klimajournalistik.

Granskning af 200 artikler fra Klimamonitor, Børsen, Altinget og Information viser, at 60 procent af ekspertkilderne kommer fra vidensinstitutioner, mens de sidste 40 procent er privatansatte i primært tænketanke og dernæst rådgivningsfirmaer og interesseorganisationer. Tænketanken Concito er klart største aktør.

Dette kan ifølge forskerne være et problem, da mere end halvdelen af klimaartiklerne bruger kilderne til at komme med handlingsanvisninger som ’flyv mindre’ eller ’spis mindre kød’. For når det kommer til budskaber, som en privat organisation har interesse i at fremme, er der ikke tale om uvildige eksperter, men en form for aktivisme. 

Inden for andre stofområder er det i gennemsnit kun hver femte artikel med eksperter, som er handlingsanvisende.

Forsker: Nogle gange er journalisten aktivistisk, og man må sige nej

I panel nr. to diskuterede et panel af fem journalister og eksperter - med viden om klima – mediernes brug af ekspertkilder samt samarbejde, dagsordener og aktivisme i samspillet mellem parterne.

Panelet bestod af:
Jørgen E. Olesen, professor i landbrug og klimaændringer ved Aarhus Universitet, Søren Bjørn-Hansen, stifter af Klimajournalisterne, Susanne Bjørnbak Sayers, journalist og forfatter, Brian Vad Mathiesen, professor i Energiplanlægning, Aalborg Universitet og Søren Have, programchef i tænketanken Concito.

- Nogle gange er journalisten aktivistisk og har en bestemt vinkel og søger bestemte eksperter. Vi kan ikke bestemme vinklen, men vi kan da sige det, vi står for, og stå inde for det.
Nogle gange er man nødt til at sige nej, sagde Jørgen E. Olesen.

- Jeg oplever helt klart, at der er redaktioner, som er klimaaktivistiske. Der er en positiv vibe over klimaaktivisme. Det skal vi passe på med, sagde Brian Vad Mathiesen.

- Der er forskel på at forkynde og formidle. Og at rydde fladen for en sag er jo ikke at forkynde, men at påpege, at der er et vigtigt område, som ikke bliver prioriteret godt nok. Vi har som medier pligt til at sikre, at klimaet fylder mere. Hvis dét er et aktivistisk synspunkt, så er jeg aktivistisk på det punkt, sagde Søren Bjørn-Hansen.

- Vores rolle er at skubbe på og flytte holdninger. Nogle vil kalde det aktivisme. Men nej, vi laver ikke kampagner, sagde Søren Have, Concito.

- Jeg har ikke opfattet mig selv som aktivistist. Men det kan jeg forstå, at det skal jeg revidere. Det er en hårfin balance. For jeg skal jo lave forskning, som skaber løsninger. Jeg har en formidlingsforpligtelse, og der er brug for at anvise noget, som er handlingsrettet. Så jeg har sådan set mandat til at føre aktivisme, sagde Jørgen E. Olesen.

Rektor for Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, Julie Sommerlund, rundede konferencen af og causerede over observationer fra dagen.

- Det er utroligt vigtigt at tale om aktivisme og neutralitet i en forsker/journalist-kontekst. Vi har i dag hørt både journalister og forskere sige, at aktivisme er dårligt og at neutralitet er godt. Men vi har også hørt begge sider fremføre, at handlingsanvisende er godt. Men hvor går grænsen mellem forandrende handling og aktivisme?

- Vi må også spørge os selv, om det ikke-aktivistiske argument for ikke at skabe forandring, som er blevet fremført flere gange i dag, ikke også er aktivistisk. Det eksisterende står jo heller ikke af sig selv. Det kræver hårdt arbejde at bevare tingene, som de er eller var, sagde Julie Sommerlund.