Skip to main content

Nybagt cavlingvinder og 182 meddimittender klar til at bygge bro

Eftertænksom musik, uovertrufne studiepræstationer og taler, der fremtvang en klump i halsen. Dimissionen for nye journalister, kommunikatører, tilrettelæggere og fotojournalister overskyggede coronaen.

Jens Grund og cavlingvinder Magnus Mio
Foto: Christian Falck Wolff

Covid-19 lå endnu engang som en skygge over en dimission på DMJX. Men denne gang blev virussen budt op til boksekamp - og fik en lige venstre.

Dimittenderne var inviteret til fysisk dimission med coronapas og opdelte sektioner. De nye kommunikatører, fotojournalister og journalister var i Aarhus, mens de nyudklækkede tv- og medietilrettelæggere sad i Emdrup. Omkring 1/3 af de 183 dimittender - og alle pårørende - fulgte med online hjemmefra.

Humøret var højt på både Campus København og Campus Aarhus – og en videoforbindelse skabte sammenhæng og klapsalver på tværs.

Dimittender i Aarhus. Foto: Christian Falck wolff.

Dimittender i København. Foto: Antonia Steiner.

Både talen fra konstitueret rektor, Jens Grund og årets studentertale bar præg af, at pandemien har været følgesvend gennem halvdelen af studietiden.

De studerendes tale blev holdt af Ditte Nygaard Solvang alene. Helle Hass Lindahl, som skulle have været medtaler var derhjemme – med corona.

Det tog Ditte Nygaard Solvang dog i stiv arm – ligesom hun i talen fremhævede, at man skulle forsøge at få det bedste ud af coronasituationen.

- Coronaen har defineret vores studietid. Men ikke kun på ondt. Den har krævet omstillingsparathed, tålmodighed og vilje. Og arbejdslivet skriger på netop alt det, sagde Ditte. Nygaard Solvang.

Ditte Nygaard Solvang holdt årets dimittendtale - alene. Foto. Christian Falck Wolff.

Trubadur Jacob Aksglæde sang imellem de forskellige indslag om både fantomsmerter og de ægte i stille sange om især kærlighed og venskab. Han evner som få, at indkoge følelser til lyriske magiterninger og spæde dem op med humor, dybde og timing.

Det trak blandt andet saltvand ud i Jens Grunds øjenkroge.

Aksglæde var fysisk til stede på campus i aarhus, men skabte også begejstring i København. Foto: Christian Falck Wolff.

Jens Grund holdt selv en tale, der efterfølgende blev omtalt som både fremragende og mindeværdig.

Han kom naturligvis også omkring coronapandemien.

- Personligt føler jeg mig som en puppe, der ligger i et endeløst vinterhi og venter på sommerens første solskinsstråler, så jeg kan springe ud – ud i livet igen. Og jeg er 60 år. Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan I så har det. Efter snart to år i en puppe – eller en boble - globalt, nationalt og helt, helt lokalt – isoleret hjemme bag en skærm.

Han talte samtidig om, hvordan alle dimittender fra DMJX har det tilfælles, at de skal skabe forbindelse og forståelse mellem mennesker.

- På mange måder kommer I som dimittender ud i en verden, der befinder sig i en politisk, diplomatisk og kommunikativ ubalance. Ud i en voksende polarisering, i en formørket, binær tankegang. Det er forstemmende at følge, men også en fantastisk mulighed, for I kommer ud med jeres kritiske og kreative tænkning, og I har mulighed for at skabe bedre forståelse. At bygge bro, sagde Jens Grund.

Jens Grund. Foto: Christian Falck Wolff.

 

Konstitueret rektor Jens Grunds tale til de nye dimittender, 27. januar 2022.

Helle Birkmose Winding, som er uddannelseschef for Kommunikationsuddannelsen, var dagens vært og lagde veloplagt op til dagens mange indslag, som udover taler også bød på uddelinger af legater til studerende, som har lavet formidable studieprojekter, eller på anden måde gjort sig positivt bemærket.

Helle Birkmose Winding holdt sammen på papirer og program. Christian falck Wolff.

Alle dagens prismodtagere kan ses i billedrullerne her neden for.

Først skal en helt særlig indsats dog nævnes. Magnus Mio blev nemlig hyldet for den vanvittige bedrift at være medmodtager af årets cavlingpris, som den så vidt vides første studerende nogensinde. Læs mere om det her.

 

Magnus Mio lod sig hylde for den uovertrufne og sjældne præstation at vinde en Cavling som studerende. Foto: Christian Falck Wolff.

Der blev uddelt fire legater til dimittender i Aarhus. Læs mere ved at klikke på de enkelte billeder

Der blev uddelt fire legater til dimittender fra TVM. Læs mere ved at klikke på det enkelte foto

TV2’s Programafdeling og Producentforeningen uddelte to legater til dimittender fra Tv- og Medietilrettelæggelse. Modtagerne er udpeget af holdet selv, der har indstillet medstuderende, som har gjort en særlig social eller faglig indsats i løbet af studietiden.

Der var også to legater til TVM-studerende fra Nordisk Film TV og Metronome til nytænkende, veltilrettelagte, originale eller visuelt spændende BA-projekter.

Hilsner fra minister og bestyrelsesformand

Der var ikke uddeling af eksamensbeviser, men alle navne på dimittenderne rullede hen over storskærmen til klapsalver og jubel

Der var også videohilsner fra uddannelsesminister Jesper Petersen og fra bestyrelsesformand for DMJX, Lea Korsgaard.

Bachelorerne fra de tre dimitterende uddannelser i Aarhus forblev efter den officielle del af dimissionen tørlagte, da Fredagsbaren holdt coronalukket.

TVM-holdet i Emdrup fortsatte efterfølgende den gode stemning i ”slyngelstuen” med drikkevarer og snacks. Senere mødtes holdet igen til ost og vin for at fejre de nye titler.

Gruppefoto af de nye dimittender på Tv- og Medietilrettelæggelse. Foto: Antonia Steiner.