Skip to main content

Ansatte tager medarbejderskab, når ledelsen tør give slip

Ikke kun ledere praktiserer kommunikativt lederskab. Også ansvarsbevidste medarbejdere løser organisatoriske udfordringer. Men det kræver, at ledelsen slipper kontrollen, viser tillid og ikke mindst lytter.

Medarbejdere ordner situationen over kaffemaskinen

- Ved du, hvorfor forandringskommunikation ikke altid virker, spørger Vibeke Thøis Madsen retorisk og svarer selv: Det er fordi, medarbejderne ofte er uenige i forandringen eller ikke er blevet inddraget i processen og så hjælper kommunikation ikke spor. Uden medarbejdere, ingen forandring.

Vibeke Thøis Madsen er docent på DMJX og forsker i spændingsfeltet mellem ledelse, organisation, intern kommunikation og forandringskommunikation.

Hun er optaget af, hvad der sker, når virksomheder går væk fra den klassiske envejskommunikation med nyhedsbreve fra ledelsen og fællesmøder med chefmonologer - og i stedet skaber en kultur, hvor ledelsen også lytter og skaber et rum, hvor medarbejderne kan være aktive medspillere i organisationen og dens kommunikation.

- Jeg synes, vi i højere grad skal se medarbejderne som aktive kommunikatører og tale meget mere om medarbejderskab frem for altid at fokusere på lederskab, siger Vibeke Thøis Madsen.

Ledelsen skal lytte mere og snakke mindre

I forbindelse med et forskningsprojekt har hun besøgt en række virksomheder og fået adgang til deres interne kommunikationskanaler. Her så hun, at det ikke kun er ledere, der praktiserer kommunikativt lederskab. Når medarbejderne får plads, indtager de roller, hvor de hjælper hinanden, samarbejder, tager ejerskab over virksomhedsstrategien, giver hinanden anerkendelse og sågar støtter op om ledelsens beslutninger.

- Medarbejderne ignorerer ofte det formelle lederskab, når der er et rum for det. De træder i karakter og det fører til medarbejderskabte løsninger. De tager simpelthen medarbejderskab, siger Vibeke Thøis Madsen.

For mange medarbejdere er min forskning ikke raketviden. Vi ved godt, at vi løser mange ting hen over kaffeautomaten. Men for ledelsen kan det være en øjenåbner, hvad man kan opnå ved at slippe medarbejderne fri som aktive kommunikatører i virksomheden.

Vibeke Thøis Madsen.

Hun fremhæver en virksomhed som Jyske Bank, som har kanalen ’Ordet er frit’, hvor medarbejdere på tværs af afdelinger, geografisk placering og hierarki kommunikerer om alt fra ledelsesbeslutninger til kundeprodukter.

- Medarbejderne kan spørge om alt og stille spørgsmål ved alt, og det betyder, at problemerne bliver taget i opløbet. Enten fordi, man får hjælp fra kolleger eller fordi ledelsen bliver opmærksom på udfordringerne og så kan handle, siger Vibeke Thøis Madsen, som også har set flere eksempler på virksomheder, som påstår at give ordet frit, men hvor det ikke er det i praksis.

- De gode virksomheder er dem, der tør at lade kritikken være åben og som lytter. Ledelsen skal ikke tale så meget, men bruge mere tid på at lytte. Når man ved, hvad der optager og bekymrer medarbejderne, kan man handle, siger Vibeke Thøis Madsen og tilføjer, at det er vigtigt at ledelsen viser sin værdsættelse af medarbejderskabet og svarer konstruktivt og anerkendende.

- Det er ikke sikkert, at ledelsen kan bruge hele dagen på at overvåge de interne kanaler, men så må kommunikationsafdelingen være bindeled mellem ledelsen og medarbejderne og lytte med og hjælpe ledelsen med at svare, siger hun.

Studerende og kursister får gavn af viden

Forskeren håber, at indsigterne kan være med til at ændre den måde, vi bedriver moderne ledelse og kommunikation i virksomheder og organisationer. Derfor indgår undersøgelserne af kommunikativt lederskab på interne medier også i et fag for DMJX’ kommunikationsstuderende om krise- og forandringskommunikation. Eksterne kursister kan også møde Vibeke Thøis Madsen som underviser på diplomkurset Medarbejderne som strategiske kommunikatører.

Den helt store anerkendelse af forskningens værdi fik Vibeke Thøis Madsen tidligere på efteråret, da hun modtog den fornemme ’Outstanding Author Contribution”, Emerald Literati Awards 2022 for sin forskningsartikel Communicative Leadership on Internal Social media. A way to employee engagement?, som hun fik overrakt ved en Euprera-konference i Wien.

- For mange medarbejdere er min forskning ikke raketviden. Vi ved godt, at vi løser mange ting hen over kaffeautomaten. Men for ledelsen kan det være en øjenåbner, hvad man kan opnå ved at slippe medarbejderne fri som aktive kommunikatører i virksomheden. Det handler om tillid. Og når medarbejderne får og bruger tilliden, er de med til at styrke organisationen og løse organisatoriske udfordringer, siger Vibeke Thøis Madsen.

Jeg synes, vi i højere grad skal se medarbejderne som aktive kommunikatører og tale meget mere om medarbejderskab frem for altid at fokusere på lederskab.

Vibeke Thøis Madsen.